Vælkomin til Regluportalin

Slag: Fráboðan A
Kapitel I af 1. september 2013 (við seinni broytingum)

Afsnit A Almindelige bestemmelser

Regel 1 Anvendelse

1 Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på alt arbejde, der udføres om bord i skibe, og som ikke omfattes af arbejdsmiljøloven.

2 Forpligtelserne påhviler redere, skibsførere, arbejdsledere og øvrige personer, der arbejder om bord.

3 Dette afsnit indeholder bestemmelser, som er udformet på baggrund af Rådets direktiv nr. 89/391/EØF, EF-Tidende 1989 L 183, s. 1, og Rådets direktiv nr. 92/85/EØF, EF-Tidende 1992 L 348, s. 1.

Regel 2 Planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet

1 Arbejdet skal i alle led planlægges og tilrettelægges således, at det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det skal iagttages, at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerheden og sundheden ved arbejdets udførelse. Endvidere skal det sikres, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kort eller lang sigt ikke forringer arbejdstagernes sikkerhed eller sundhed.

2 Planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet skal desuden ske under hensyntagen til de forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1. Den herunder foretagne vurdering skal i den udstrækning, den har særlig betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet, foreligge i skriftlig form.

3 Søfartsstyrelsen fastsætter retningslinier for det nærmere indhold af den vurdering, der skal foretages efter stk. 2 under hensyn til skibenes type og tonnage.

4 På grundlag af den efter stk. 2 foretagne vurdering og jf. de angivne forebyggelsesprincipper i bilag 1 træffes de nødvendige foranstaltninger inden arbejdet påbegyndes.

5 Pligterne efter stk. 1 - 2 gælder tillige ved planlægning af nye eller ændringer af eksisterende arbejdspladser, arbejdsprocesser og -metoder, indførelse af ny teknologi, anskaffelse af tekniske hjælpemidler, personlige værnemidler samt stoffer og materialer.

6 Skibsføreren skal sørge for, at alle, der arbejder om bord, samarbejder om at skabe sikre og sunde arbejdsforhold for alle uanset ansættelsesforhold.

7 Sikkerhedsorganisationen skal have mulighed for at deltage i planlægningen af arbejdet, jf. stk. 1-5, samt i kontrollen med arbejdsmiljøet, jf. regel 6.

8 I de skibe, hvor der ikke skal oprettes en sikkerhedsorganisation, jf. bestemmelserne i kapitel XI afsnit A om sikkerhedsarbejde i handelsskibe og større fiskeskibe og afsnit B om sikkerhedsarbejde i mindre fiskeskibe, skal arbejdstagerne have mulighed for at deltage i den i stk. 7 nævnte planlægning af arbejdet og kontrol med arbejdsmiljøet.

Regel 3 Arbejdets udførelse - Almindelige krav

1 Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller langt sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.

2 Ved arbejde, som virker fysisk eller psykisk skadeligt eller belastende på kort eller langt sigt, skal der gennemføres særlige arbejdsmiljømæssige foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger kan være særlige velfærdsforanstaltninger og andre arbejdsmiljømæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at forebygge sygdom, nedslidning, ulykker m.v.

3 Hvor arbejdet i særlig grad kan bringe sikkerhed eller sundhed i fare, og hvor denne fare ikke kan imødegås på anden måde, kan pauser og begrænset arbejdstid anvendes som forebyggende foranstaltning. Samme foranstaltninger anvendes, hvor der bruges særligt arbejdstøj og personlige værnemidler.

4 Ved arbejdets udførelse skal der tages hensyn til arbejdstagerens alder, indsigt, arbejdsevne og øvrige forudsætninger.

5 Særligt følsomme risikogrupper, herunder gravide og ammende arbejdstagere, skal beskyttes mod farer, som for dem er særligt alvorlige.

6 Når skibsføreren er underrettet om eller på anden måde bliver bekendt med, at en arbejdstager er gravid eller ammer, skal skibsføreren sørge for, at der i vurderingen af sikkerhed og sundhed under arbejdet, jf. regel 2, stk. 2, indgår en vurdering af, om arbejdstageren er udsat for påvirkninger, der kan indebære en fare for graviditeten eller amningen, jf. navnlig de i bilag 2 nævnte arbejdsmiljøpåvirkninger.

7 Hvis det herefter vurderes, at der er en risiko for, at en gravid eller ammende er udsat for de i stk. 6 nævnte påvirkninger, skal det ud fra en vurdering af arten, omfanget og varigheden af den enkelte påvirkning fastlægges, om denne risiko vil få negativ indvirkning på graviditeten eller amningen, og til imødegåelse heraf træffes i givet fald foranstaltninger efter stk. 8 og 9.

8 Foranstaltningerne skal om muligt bestå i tekniske foranstaltninger eller indretning af arbejdsstedet. Hvis det ikke er muligt og rimeligt på denne måde at opnå tilstrækkelig beskyttelse af arbejdstageren, skal risikoen imødegås ved foranstaltninger i forbindelse med arbejdets planlægning og tilrettelæggelse, herunder om nødvendigt ændring af arbejdstiden og begrænsning af natarbejde.

9 Hvis det ikke er muligt at opfylde stk. 8, kan foranstaltningerne bestå i overførsel til andre arbejdsopgaver, der ikke indebærer fare for den gravide eller ammendes sikkerhed og sundhed.

10 Ved udførelsen af arbejdet skal det tilstræbes,

10.1 at ensidigt belastende arbejde, som medfører fare for fysisk eller psykisk helbredsforringelse på kort eller lang sigt, undgås eller begrænses,

10.2 at arbejdstempoet er således, at det ikke medfører fare for fysisk eller psykisk helbredsforringelse på kort eller lang sigt, og

10.3 at isoleret arbejde, som kan medføre fare for psykisk helbredsforringelse, undgås eller begrænses.

11 Ved udførelsen af arbejdet skal det sikres,

11.1 at udformning af arbejdspladser, inventar, tekniske hjælpemidler samt valg af arbejdsmetoder så vidt muligt passer til de personer, der skal benytte disse, og

11.2 at egnede og effektive hjælpemidler, såsom løfteanordninger og transportmidler m.v., er tilgængelige i det omfang, det er nødvendigt for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Regel 4 Arbejdets udførelse - Særlige krav

1 På skibe, hvor der beskæftiges personer, hvis arbejdskraft er udlejet til skibet eller på anden måde stillet til rådighed for skibet af en fremmed virksomhed, har rederen og i hans sted skibsføreren pligt til at sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

2 Inden sådan beskæftigelse påbegyndes, skal rederen og i hans sted skibsføreren over for den fremmede virksomhed oplyse følgende:

2.1 det krævede faglige niveau, herunder om særlige kvalifikationer er nødvendige,

2.2 eventuelle krav om helbredsattester, og

2.3 arbejdets særlige art, herunder eventuelle faremomenter.

3 Hvis en arbejdstager arbejder alene ved en arbejdsproces, og dette kan medføre en særlig fare for den pågældende, skal arbejdet tilrettelægges således, at denne fare imødegås. Kan faren ikke imødegås, må arbejdstageren ikke arbejde alene.

4 Det skal sikres, at kun arbejdstagere, der har fået passende instruktion, har adgang til områder, hvor der er en særlig fare.

5 Hvis den legemlige eller åndelige tilstand hos en arbejdstager ved visse arbejder kan betyde øget fare for denne eller dennes omgivelser, må arbejdstageren ikke beskæftiges ved sådanne arbejder.

6 Hvis det vurderes, at foranstaltningerne efter regel 3, stk. 7 ikke er tilstrækkelige til at imødegå risiko for den gravide eller ammendes sikkerhed eller sundhed, må beskæftigelse ved det pågældende arbejde ikke finde sted. Skibsføreren skal i disse tilfælde fritage hende for tjeneste om bord og sørge for hendes fratræden.

7 Ved udførelsen af arbejdet skal det sikres,

7.1 at der er truffet effektive foranstaltninger til at forebygge ulykkesrisici, herunder særlige risici forårsaget af skibets bevægelser,

7.2 at fare for eksplosion, brand, forgiftning og kvælning m.v. er effektivt forebygget,

7.3 at der træffes effektive foranstaltninger for at forhindre udslip, lækage samt udvikling af støv, røg, damp, lugt, gas m.v., hvor dette kan medføre fare for sikkerhed eller sundhed,

7.4 at der træffes effektive foranstaltninger for at beskytte de arbejdstagere, hvor arbejdsprocessen eller de forhold, hvorunder arbejdet foregår, kan medføre risiko for sygdomssmitte,

7.5 at klima- og belysningsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige under hensyntagen til det arbejde, der skal udføres. Der skal herunder træffes foranstaltninger til at beskytte arbejdstagerne mod stærk hede eller kulde.

8 Unødig støjbelastning skal undgås. Støjniveauet under arbejdet skal derfor holdes så lavt, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling. Fastsatte grænseværdier skal overholdes.

9 Unødig påvirkning fra stråling skal undgås. Påvirkningen fra stråling under arbejdet skal derfor holdes så lav, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling. Fastsatte strålingsnormer skal overholdes.

10 Unødig påvirkning fra stoffer og materialer skal undgås. Påvirkningen fra stoffer og materialer under arbejdet skal derfor nedbringes så meget, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling. Fastsatte grænseværdier skal overholdes. Arbejdstilsynets til enhver tid fastsatte grænseværdier for stoffer og materialer skal følges.

11 Unødige fysiske belastninger samt uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller bevægelser skal undgås. Belastningen under arbejdet skal derfor være så lille, som det er rimeligt under hensyntagen til den tekniske udvikling. Fastsatte grænser skal overholdes.

Regel 5 Oplæring og instruktion

1 Det skal sikres, at hver enkelt arbejdstager, uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed, får en tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på en farefri måde. Der skal gives oplysninger om kendte ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, herunder om arbejdsmedicinske undersøgelser, arbejdstageren har adgang til.

2 Oplæring og instruktion skal navnlig ske i forbindelse med:

2.1 Tiltrædelse.

2.2 Ændring af arbejdsopgaver.

2.3 Indførelse eller ændring af arbejdsudstyr.

2.4 Indførelse af ny teknologi.

3 Den i stk. 1 nævnte oplæring og instruktion skal tilpasses udviklingen, herunder forekomsten af nye faremomenter, og skal om nødvendigt gentages regelmæssigt.

4 Rederen afholder eventuelle udgifter til den i stk. 1-3 nævnte oplæring og instruktion, som skal foregå i arbejdstiden.

5 Det skal sikres, at arbejdstagere fra en fremmed virksomhed, der udfører arbejde om bord, får passende instruktion om de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold, der har betydning for deres arbejde.

Regel 6 Kontrol med arbejdsmiljøet

1 For at sikre, at arbejdsmiljøet til stadighed er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skal rederen og i hans sted skibsføreren sørge for,

1.1 at vurderingen, jf. regel 2, stk. 2, og regel 3, stk. 7, forefindes om bord på skibet og revideres, når det har særlig betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet,.

1.2 at sagkyndig bistand indhentes, når dette er nødvendigt for at konstatere, om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, og

1.3 at føre en liste over og udarbejde rapporter om arbejdsulykker, jf. bestemmelserne i kapitel X, afsnit A, om anmeldelse af arbejdsulykker m.v. til Søfartsstyrelsen.

2 Der skal føres effektiv kontrol med, at de sundhedsskadelige påvirkninger, der er nævnt i regel 4, stk. 8-11, imødegås. Hvor der kan opstå sundhedsfare på grund af gasser, dampe og støv hidrørende fra stoffer og materialer eller på grund af støj og stråling, skal rederen og i hans sted skibsføreren sørge for, at det kontrolleres, at forholdene er i orden, herunder at der foretages de nødvendige målinger for at gennemføre kontrollen. Måleresultater skal findes om bord.

BILAG 1

Generelle forebyggelsesprincipper

1 Forhindring af risici.

2 Evaluering af risici, som ikke kan forhindres.

3 Bekæmpelse af risici ved kilden.

4 Tilpasning af arbejdet til mennesket, navnlig for så vidt angår udformningen af arbejdspladsen samt valg af arbejdsudstyr og arbejds- og produktionsmetoder, i særdeleshed med henblik på at begrænse monotont arbejde og arbejde i en bestemt rytme og at mindske virkningerne af sådant arbejde på helbredet.

5 Hensyntagen til den tekniske udvikling.

6 Udskiftning af det, der er farligt med noget, der er ufarligt eller mindre farligt.

7 Planlægning af forebyggelsen for at gøre den til en sammenhængende helhed, inden for hvilken forebyggelsen omfatter teknik, tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsforhold, sociale relationer og påvirkning fra faktorer i arbejdsmiljøet.

8 Vedtagelse af foranstaltninger til kollektiv beskyttelse frem for foranstaltninger til individuel beskyttelse.

9 Hensigtsmæssig instruktion af arbejdstagerne.

BILAG 2

Arbejdsmiljøpåvirkninger

I Arbejdsmiljøpåvirkninger, der kan udgøre en risiko fo rgravide og ammende jf .regel 3, stk. 6 og 7.

Fysiske

1 Følgende fysiske arbejdsmiljøpåvirkninger, hvis disse anses for at kunne medføre læsioner på fostret og/eller kan medføre, at moderkagen river sig løs navnlig:

1.1 Stød, vibrationer eller skibets bevægelser.

1.2 Manuel håndtering af tunge byrder, der kan indebære risici, navnlig for ryg og lænd.

1.3 Støj.

1.4 Ioniserende stråling.

1.5 Ikke-ioniserende stråling.

1.6 Ekstrem kulde og varme.

1.7 Bevægelser og stillinger (herunder stående og gående arbejde), psykisk og fysisk træthed og andre fysiske og psykiske belastninger i forbindelse med arbejdstagernes arbejdsopgaver.

Biologiske

1 Biologiske agenser fra risikogruppe 2, 3 og 4, jf. Søfartsstyrelsens tekniske forskrift om beskyttelse af arbejdstagere mod biologiske agenser, når disse agenser eller de terapeutiske foranstaltninger, der er nødvendige i forbindelse hermed, er farlige for den gravides og fostrets sundhed.

2 Det kan f.eks. dreje sig om laboratoriearbejde om bord i de miljøskibe, der foretager analysearbejde i forbindelse med målinger på vandmiljø og ydre miljø, eller arbejde med kloakaffald om bord m.v.

Kemiske

1 Følgende kemiske agenser, hvis det er erkendt, at de er farlige for den gravide og fostrets sundhed:

1.1 Stoffer og blandinger, der efter de af Miljøministeriet fastsatte regler om klassificering og mærkning, skal klassificeres og mærkes med

1.1.1 R40, risiko for varig skade på helbred,

1.1.2 R45, kan fremkalde kræft,

1.1.3 R46, kan forårsage arvelige genetiske skader,

1.1.4 R61, kan skade barnet under graviditeten,

1.1.5 R63, risiko for skade på barnet under graviditeten, og

1.1.6 R64, kan skade børn i ammeperioden.

1.2 Stoffer og materialer, der er omfattet af bestemmelserne om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer i skibe.

1.3 Stoffer og materialer, der er omfattet af Arbejdstilsynets gældende bekendtgørelse om materialer med indhold af flygtige stoffer, herunder organiske opløsningsmidler.

1.4 Bekæmpelsesmidler.

1.5 Narkosegasser.

1.6 Kviksølv og kviksølvforbindelser.

1.7 Carbonmonoxid.

1.8 Kemiske agenser, som beviseligt medfører optagelse gennem huden.

IIA

1 Arbejdsmiljøpåvirkninger, der kan udgøre en særlig risiko for gravide:

1.1 Arbejde under højt overtryk, f.eks. i trykkamre og ved dykning.

1.2. Bly og blyforbindelser, hvis der er risiko for, at disse agenser optages i den menneskelige organisme.

IIB

1 Arbejdsmiljøpåvirkninger, der kan udgøre en særlig risiko for ammende:

1.1 Bly og blyforbindelser.

Afsnit B Unges arbejde i skibe

Regel 1 Anvendelse

1 Bestemmelserne i dette afsnit omfatter erhvervsmæssig beskæftigelse af unge under 18 år ved arbejde om bord i skibe.

2 Forpligtelserne påhviler redere, skibsførere, arbejdsledere og øvrige personer, der arbejder om bord

3 Dette afsnit indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 94/33/EF af 22. juni 1994 om beskyttelse af unge på arbejdspladsen, EF-Tidende 1994 L 216 s. 12.

4 For så vidt der findes skærpede bestemmelser om unges beskæftigelse i skibe, herunder højere aldersgrænser for visse former for arbejde i andre regler, gælder disse bestemmelser forud for bestemmelserne i dette afsnit.

Regel 2 Skibsførerens pligter mv.

1 Ved beskæftigelse af unge skal der ved valg af arbejdsopgaver og ved arbejdets planlægning og tilrettelæggelse drages omsorg for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

2 Foranstaltninger efter regel 2, stk. 1, jf. regel 2, stk. 1-5 i afsnit A i dette kapitel, iværksættes på baggrund af en vurdering af de risici, arbejdet frembyder for de unge, idet der især skal tages hensyn til de særlige risici, der skyldes deres manglende erfaring, manglende bevidsthed om risici eller det forhold, at de endnu ikke er fuldt udviklede. Der skal endvidere tages hensyn til de fysiske, biologiske, kemiske samt psykiske påvirkninger på såvel kort som langt sigt, som de unge kan blive udsat for.

3 Skibsføreren skal sørge for, at de unge får en grundig oplæring og instruktion i at udføre deres arbejde på farefri måde. Skibsføreren skal herunder gøre de unge bekendt med de foranstaltninger, der er truffet med hensyn til deres sikkerhed og sundhed.

4 Hvor der skal findes brugsanvisninger vedrørende stoffer og materialer, tekniske hjælpemidler m.v. til brug for besætningen under arbejdet, skal skibsføreren sørge for, at de unge er fortrolige med de oplysninger, der fremgår af brugsanvisningen.

5 Arbejdet skal udføres under effektivt tilsyn af en person, der er fyldt 18 år og har fornøden indsigt i arbejdets art.

6 Skibsføreren skal inddrage besætningen og sikkerhedsorganisationen i planlægning, gennemførelse og kontrol af de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold vedrørende unges arbejde.

7 På skibe, hvor der beskæftiges unge, hvis arbejdskraft er udlejet til skibet eller på anden måde stillet til rådighed for skibet af en fremmed virksomhed, har rederen eller i hans sted skibsføreren pligt til at sørge for, at disses arbejde planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Regel 3 Visse former for arbejde, som unge under 18 år ikke må udføre

1 Unge må ikke beskæftiges ved de i regel 4 til 18 nævnte former for arbejde, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat.

2 Arbejde, der indgår som et nødvendigt led i en lærlingeuddannelse, en af Søfartsstyrelsen godkendt aspirantuddannelse, EFG-uddannelse eller tilsvarende uddannelse af mindst 2 års varighed, som giver erhvervskompetence, er undtaget fra forbudene i reglerne 4, 5, stk. 1, 6, stk. 2, 8 til 12 og 19, stk. 2 og 3 i det omfang, dette er nødvendigt for uddannelsens gennemførelse. For arbejde efter uddannelsens afslutning gælder samme undtagelser i det omfang, de er nødvendige for den unges beskæftigelse.

3 Arbejde i fiskeskibe, der indgår som et nødvendigt led i en oplæring i en af Søfartsstyrelsen godkendt fiskeruddannelse, kan undtages fra forbudene i reglerne 4, 5, stk. 1, 6, stk. 2, 8 til 12 og 19, stk. 2 og 3, i det omfang dette er nødvendigt for uddannelsens gennemførelse. For arbejde efter uddannelsens afslutning gælder samme undtagelser i det omfang, de er nødvendige for den unges beskæftigelse.

4 Stk. 2 og 3 gælder dog ikke arbejde med eller på anden måde udsættelse for bly og asbest.

Regel 4 Ulykkesfarer

Unge må ikke beskæftiges med tekniske hjælpemidler, anlæg eller arbejdsprocesser, der er angivet i bilag 1, eller med arbejde af tilsvarende farlighed.

Regel 5 Sundhedsfarer ved arbejde med visse stoffer og materialer

1Unge må ikke beskæftiges med eller på anden måde udsættes for påvirkninger fra de stoffer og materialer, der er angivet i bilag 2.

2 Det er tilladt at beskæftige unge ved arbejdsprocesser, hvori de stoffer og materialer, der er nævnt i bilag 2, indgår, hvis processerne befinder sig i lukkede systemer, eller de unge på anden lignende måde er sikret mod påvirkningerne.

Regel 6 Støj og vibrationer

1 Unge må ikke udsættes for støj eller vibrationer, der kan bringe deres sundhed i fare.

2 Unge må ikke arbejde med vibrerende håndværktøjer med et vibrationsniveau over 130 dB (HA).

3I tilfælde, hvor det efter regel 3, stk. 2 og 3 er tilladt unge at udføre arbejde med vibrerende håndværktøjer, skal det daglige arbejde tilrettelægges, så der er hyppige afbrydelser.

Regel 7 Andre sikkerheds- og sundhedsfarer - Fysiske belastninger

1 Unge må ikke udsættes for fysiske belastninger, der på kort eller langt sigt er skadelige for deres sundhed eller udvikling.

2 Unødige fysiske belastninger samt uhensigtsmæssige arbejdsstillinger eller bevægelser skal undgås.

3 Det skal i videst muligt omfang undgås, at unge løfter eller bærer byrder over 12 kg.

4 Dette kan dog fraviges ved arbejde, der foregår under ergonomisk hensigtsmæssige forhold, men det skal tilstræbes, at byrder for den enkelte højst udgør 25 kg.

5 Det bør undgås, at unge ved andet arbejde udsættes for større belastninger end dem, der er nævnt i regel 7, stk. 3 og 4.

Regel 8 Akkordarbejde

Unge må ikke beskæftiges med arbejde, hvor tempoet bestemmes af en maskine og som indebærer akkordarbejde.

Regel 9 Ned- og sammenstyrtningsfare

Hvis et arbejde er forbundet med risiko for ned- eller sammenstyrtning, må unge ikke beskæftiges hermed, før faren er effektivt imødegået ved tekniske foranstaltninger, der ikke indebærer brug af personlige værnemidler.

Regel 10 Ekstremt høje og lave temperaturer

1 Unge må ikke beskæftiges i omgivelser eller ved arbejde, der på grund af ekstremt høje eller ekstremt lave temperaturer kan bringe deres sikkerhed i fare.

2 På skibe hjemmehørende i Grønland må der dog arbejdes ved ekstremt lave temperaturer, såfremt der drages omsorg for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Regel 11 Stråling

Unge må ikke beskæftiges ved arbejde, hvor de bliver udsat for ioniserende stråling.

Regel 12 Højspænding

Unge må ikke beskæftiges ved arbejde, der indebærer risiko for højspændingsstød.

Regel 13 Kvælningsfarer

Unge må ikke beskæftiges ved arbejde, der kan medføre kvælningsfare som følge af mangel på i ilt (oxygen)- fattig atmosfære.

Regel 14 Trykflasker

Unge må ikke beskæftiges med påfyldning af trykflasker.

Regel 15 Eksplosionsfarer

Unge må ikke beskæftiges ved arbejdsprocesser, der kan medføre fare for eksplosion, medmindre der er truffet effektive tekniske foranstaltninger til hindring af personskade.

Regel 16 Åndedrætsværn

Unge må højst beskæftiges 4 timer dagligt ved arbejde, hvor der benyttes friskluftforsynet åndedrætsværn.

Regel 17 Højt lufttryk

Unge må ikke beskæftiges ved arbejde under høje lufttryk i f.eks. trykkamre.

Regel 18 Risiko for vold

Unge må ikke arbejde alene, såfremt arbejdet kan medføre særlig risiko for, at de udsættes for vold.

BILAG 1

Ikke udtømmende liste over tekniske hjælpemidler, anlæg og arbejdsprocesser, som unge under 18 år ikke må arbejde med

1 Maskinelt drevne tekniske hjælpemidler

1.1 Maskiner med hurtigtgående skærende værktøj.1)

1.2 Maskiner med stempellignende bevægelser.1)

1.3 Maskiner med åbne valser eller snegle.1)

1.4 Blande-, male- knuse-, og hakkemaskiner, afskæringsmaskiner, rivemaskiner og centrifuger.1 )

1.5 Slående værktøj.

1.6 Apparater til rengøring, maling, rustbeskyttelsesbehandling eller lignende med et arbejdstryk på over 7MPa (70 bar).

2 Motorredskaber m.v.

Industritrucks samt gaffelstablere og gaffeltrucks, for så vidt angår arbejdet som fører eller operatør.

3 Maskinelt drevne løfteanordninger eller transportører, elevatorer, kraner, arbejdsplatforme, hængestilladser, spil og trawlskovle.

Det er dog tilladt unge at betjene trykknapelevatorer.

BILAG 2

Liste over stoffer og materialer, som unge under 18 år ikke må arbejde med eller på anden måde udsættes for:

1) Stoffer og materialer, der opfylder kriterierne for klassificering, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger mv. med senere ændringer (CLP-forordningen), og kan mærkes med mindst ét af følgende symboler eller GHS-piktogrammer:

GHS06, dødningehoved og korslagte knogler GHS08,

sundhedsfarer GHS05,

ætsning GHS01,

eksploderende bombe

eller opfylder kriterierne for klassificering, jf. CLP-forordningen, inden for en eller flere af følgende fareklasser og farekategorier, med en eller flere af følgende faresætninger:

- akut toksicitet, kategori 1, 2 eller 3

H300 Livsfarlig ved indtagelse

H310 Livsfarlig ved hudkontakt

H330 Livsfarlig ved indånding

H301 Giftig ved indtagelse

H311 Giftig ved hudkontakt

H331 Giftig ved indånding

- hudætsning, kategori 1A, 1B eller 1C

H314 Forårsager svære forbrændinger af huden og øjenskader

- brandfarlige gasser, kategori 1 eller 2

H220 Yderst brandfarlig gas

H221 Brandfarlig gas

- brandfarlige aerosoler, kategori 1

H222 Yderst brandfarlig aerosol

- brandfarlige væsker, kategori 1 eller 2

H224 Yderst brandfarlig væske og damp

H225 Meget brandfarlig væske og damp

- eksplosiver, kategori »ustabile eksplosiver« eller eksplosiver i gruppe 1.1, 1.2, 1.3, 1.4, 1.5

H200 Ustabilt eksplosiv

H201 Eksplosiv, masseeksplosionsfare

H202 Eksplosiv, alvorlig fare for udslyngning af fragmenter

H203 Eksplosiv, fare for brand, eksplosion eller udslyngning af fragmenter

H204 Fare for brand eller udslyngning af fragmenter

H205 Fare for masseeksplosion ved brand

- selvreaktive stoffer og blandinger type A, B, C eller D

H240 Eksplosionsfare ved opvarmning

H241 Brand- eller eksplosionsfare ved opvarmning

H242 Brandfare ved opvarmning

- organiske peroxider type A eller B

H240 Eksplosionsfare ved opvarmning

H241 Brand- eller eksplosionsfare ved opvarmning

- specifik målorgantoksicitet efter enkelt eksponering, kategori 1 eller 2

H370 Forårsager organskader

H371 Kan forårsage organskader

- specifik målorgantoksicitet efter gentagen eksponering, kategori 1 eller 2

H372 Forårsager organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering

H373 Kan forårsage organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering

- aspirationsfare, kategori 1 2

H304 Kan være livsfarlig, hvis det indtages og kommer i lungerne

- respiratorisk sensibilisering ved indånding, kategori 1, underkategori 1A eller 1B

H334 Kan forårsage allergi- eller astmasymptomer eller åndedrætsbesvær ved indånding - hudsensibilisering, kategori 1, underkategori 1A eller 1B

H317 Kan forårsage allergisk hudreaktion

- carcinogenicitet, kategori 1A, 1B eller 2

H350 Kan fremkalde kræft

H350i Kan fremkalde kræft ved indånding

H351 Mistænkt for at fremkalde kræft

- kimcellemutagenicitet, kategori 1A, 1B eller 2

H340 Kan forårsage genetiske defekter

H341 Mistænkt for at forårsage genetiske defekter

- reproduktionstoksicitet, kategori 1A, 1B eller 2

H360 Kan skade forplantningsevnen eller det ufødte barn

H361 Mistænkt for at skade forplantningsevnen eller det ufødte barn

2) Stoffer, materialer og processer, som er omfattet af bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræft ved arbejde med stoffer og materialer.

3) Organiske opløsningsmidler optaget på Arbejdstilsynets liste over organiske opløsningsmidler i Atvejledningen om grænseværdier for stoffer og materialer.

4) Materialer, der indeholder 1% eller mere af opløsningsmidler nævnt under pkt. 3.

5) Biologiske agenser i gruppe 3 og 4 i bekendtgørelse om biologiske agenser og arbejdsmiljø, eller med andet arbejde, hvor de på grund af arbejdets art eller de forhold, hvorunder det foregår, kan blive udsat for påvirkning fra sådanne agenser.

6) Bly og blyforbindelser, for så vidt de kan optages i den menneskelige organisme.

7) Asbest.

8) Håndtering af fyrværkeriartikler samt diverse objekter, maskiner m.v. som indeholder sprængstoffer. 

 

FMA
Bókbindaragøta 8, Tórshavn
Tel +298 35 56 00
fma@fma.fo

 

FAS
Bókbindaragøta 8, Tórshavn
Tel +298 35 15 00
fas@fma.fo

Melda til tíðindabræv